Af Janne Skagbæk
23.11.2019

Oxalsyre. Årets sidste arrangement i skolebigården 2019


Årets sidste arrangement i Aalborg Biavlerforening løb af stablen lørdag d. 23. november kl. 13.00 i Klubhuset Østerådalen.

Allerede udenfor klubhuset kom den skønneste duft af gløgg os i møde. Som altid var der godt gang i køkkenet. De store tunge gryder med gløgg stod allerede parate på komfuret, og æbleskiverne var sirligt lagt i den lune ovn. Tak for hjælpen til Kirstine Ørnbøl og Knud Stochholm, som ihærdigt sørgede for tilberedningen og serveringen.

Formanden Marius Tord Lorentzen bød de 22 fremmødte biavlere velkommen og herefter allierede han sig med kasser Niels Ørnbøl, for årets oxalsyrebehandling demonstration.
Den bedste tid for behandlingen er i en frostperiode engang i december – til nød i januar, hvor der er stille og tørt vejr.

Der var rigtig mange gode - også nye hint at hente og forskellige tilgange at benytte. En af de nye hint var, at man med fordel kan bruge destilleret vand, der opløser oxalsyrekrystallerne fuldstændig. Oxalsyren udfælder nemlig kalken, og det kan være svært at vide hvornår syrens krystaller er helt opløst. At krystallerne opløses helt, er vigtigt for at blandingsforholdet overholdes i vores blanding til bierne.



De små breve med 7,5 g oxalsyre blev solgt til 5 kroner. De er så lette at bruge, opskriften står udenpå, og i disse pakker er der akkurat afvejet syre nok til fem familier. Er der lavet for meget kasseres resten blot. Hvis man gemmer det, og bruger det senere, kan der udvikles nogle giftstoffer deri, der kan slå bierne ihjel.
Til hver familie bruges 35 ml. Der sprøjtes ned over klyngen, og kun så det rammer selve bierne.

Bagefter blev vandrepokalen fra honningbedømmelsen på Tech College overrakt til den stadig stolte vinder anno 2019/-20 gårdejer Knud Poulsen, Vester Hassing.
Et par skønne timer i hinandens selskab blev nydt på kryds og tværs og lakkede hurtigt mod enden.

Bestyrelsen ønsker jer alle en god jul og et rigtig godt nyt(bi)år.