Besøg hos Bjarni på Blenstrup Frugtplantage
Af Janne Skagbæk Jensen
8. august 2017
Endnu engang fik vi lov at besøge Bjarni og hans skønne frugtplantage ved Blenstrup. Frugtplantagen der rummer bær, blommer, pærer, og æbler i massevis fordelt på 30 forskellige spisesorter. Der siges, at der høstes imellem 25 og 50 ton om året og 1½ til 2 ton om dagen i høstperioden.
Vi blev budt velkommen, og der var enighed i den store flok, der var mødt op, om at gå en lang tur i plantagen og at vi ville se det hele. Imellem træerne der står og strutter side om side, meter efter meter, fortalte Bjarni lystigt om al hans viden herom. I denne tid ventes der på tørvejr og varme, og alting er nok 3 uger senere, end det plejer. Pærerne plejer at være klar i juli, men de tidlige sorter er først ved at være plukkeegnet nu. Endvidere fortalte han, at frugter er stærkt vanedannende og han selv spiser 8 stk. om dagen. Ja, selv hunden på gården spiser frugterne i stor stil.
På vores vandring fik vi et lynkursus i frugtavlen, hvordan podning og okuleringen kan bruges til at lave sin egne små træer. Sådanne startede Bjarni selv sit eventyr med frugtplantagen i 1989. Det var noget med 5 forskellige grundstammer, hvor EM9 og J9 er rigtige gode sorter, der giver træer, som ikke bliver for høje, et snit ved øjet og den udvalgte sorts gren stikkes ind og omvikles med bast eller lign. Her er det vigtigste kniven og altid at huske et virusfri materiale. Nogen gange ser man æblet Bella de Boscop med en stjernerevne på, det er f.eks virus. En stor fordel er også at have en god kraftig fuldfed jord med 30 – 40 cm muld, ler og kridt. Og et lille tip – der er virkelig rart at vide, hvis du altså ikke ved det på forhånd, så sidder de bedste grene i toppen, og derfor skal træet ikke være særlig højt, de skal jo kunne nås, fortæller Bjarni med et glimt i øjet og forsætter. Der sprøjtes en lille smule, så det er ikke økologisk, men forsvarligt mener han.
Der er nok at tage fat på alene mand. I november pakkes der op til jul, og alle træer skal beskæres. Ind imellem laves der saft og most, og selvfølgelig holder han åbent med salg for øje, alle lørdage fra 1. september til 1. maj.
Hækken der omkranser og fuldender plantagen meget smukt, er af Rød-el, der ikke gror for voldsomt, og har en højde på 3 – 3½ meter. Der er 7 km hække der skal klippes, og heldigvis er der maskiner, der letter arbejdsgangen og kan gøre den slags overkommelige. Bjarni fortalte, at når man skal have en optimal hæk, vil det være nyttigt blot at bruge kyllingetråd, men hvor yndigt er det lige, og at et læbælte dækker et stykke der svarer til 10 gange højden.
Turen går forbi bigården, med alle de hvide og flotte, måske er det ligefrem retfærdigt at kalde dem majestætiske trugstader, som de står der - snorlige og på en lang række. Bierne fløj en del rundt og var lidt diffuse, de sad i tusindvis uden på staderne. Nogle af familierne var vist også lidt sure, fik vi fortalt, men det mærkede vi ikke meget til. De var netop blevet indvintret på 10 tavler, og i denne bigård fodres der med i alt 20 liter Apivert og med senegræs i bunden, så bierne ikke drukner. Honninghøsten er i dette år kun blevet til 10% af hvad den plejer og det må erkendes, at det er et sørgeligt resultat, som kun kan have noget med årets vejr og blomstring at gøre.
Denne aften i august fik vi lov at indsnuse og mærke roen og den friske duft på landet. Vi drak kaffe og spiste lækker svampet gulerodskage. Smagte desuden også på gårdens hjemmelavede bærsaft og fantastiske æblemost.
Vi er super gode til at tale om bier, men i særdeleshed også virkelig gode til at hygge os sammen. Tak Bjarni for en rigtig dejlig og tilmed også lun aften.